michael strunge
Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. I løbet af sit 27 år korte liv nåede han at udfri hele 11 digtsamlinger fra sin rablende poetiske hjerne. Det er poesi, der kan baske til enhver sløv læser. Energien er til tider så rå og konkret, og til andre tider så fuld af drøm, at man bliver ganske forført. 80’ernes punkmiljø og dets særlige musik og æstetik var en stærk inspirationskilde for Strunge.
Det stod klart allerede fra debutsamlingen “Livets hastighed” og blev ligeledes markeret med hans annoncerede afsked med punken i digtsamlingen “Skrigerne”. Tematisk kredser digtene om død, afmagt, storbyens fremmedgørelse, (selv)udslettelse, men også kontrasterne i form af liv, rus, storbyens autenticitet og (selv)forherligelse. For ikke at nævne kærligheden. I det hele taget gør Michael Strunge op med 1970’ernes voldsomme politisering. I stedet vælger han at poetisere over livet og dets vilkår. (Kilde, Forfatterweb)
“Lad bare ordene forstumme og skrig din lyd til mig.”
“jeg savner en jeg holder af men jeg kan ikke huske hvem det er. kun udenfor mig er verden og jeg er udenfor verden med et sort hul indeni der suger alt og holder sammen på mig”
“jeg ville gerne være højere, så jeg kunne se dig i øjnene, jeg ville gerne expandere, så jeg kunne rumme os begge, jeg ville gerne koncentrere mig, så det hele kunne nås inden for dette øje-bliks grænser, så ingen overflødige ord skulle spilde tiden med at forbinde vore afstandes sår, jeg ville gerne koncentrere mig, så ordenes mislykkede graviditeter blev afbrudt, så nye afstande døde før fødselen, jeg ville gerne være højere, så jeg kunne se dig i øjnene, jeg ville gerne indfange dine øjnes udtryk og indtryk; men afstanden er for stor, og du ser det hele fra en anden vinkel - ser ned på mit forståelsessøgende blik.”