Sofi Oksanen

“Alting gentog sig. Selvom rublen var skiftet ud med kronen, og militærflyene oven over hendes hoved var blevet færre, og officerernes koner mindre højrøstede, og selvom den estiske nationalsang dagligt lød fra højttalerne i Lange-Hermann-tårnet, ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden den trådte én over halsen på, ville altid være den samme.”

“Der ville aldrig komme nogen og sige de ord til hende, stå fast ved dem og sikre, at det hun havde været igennem, aldrig ville ske igen. Hun var den eneste, der kunne tage hånd om det. Ingen andre ville nogensinde gøre det for hende.”

“Selvom det var Zaras ansigt, der kunne ses på Pashas video, fortalte den ikke noget om Zara, men om Natasha, den måtte aldrig nogensinde blive en fortælling om Zara. Zaras egen historie var et helt andet sted, Natashas var på båndet.”

“- No haluatko sä ylipäätään tehdä mitään?- Enpä kai.- Kai sä haluat käydä jossain, nähdä ihmisiä?- Emmä oikeestaan. Ei mulla ole kenellekään mitään asiaa. Ei oo mitään puhuttavaa kenellekään. Mitään puhuttavaa ei ole, kun ei näe ketään, tee mitään, käy missään.- Pitäiskö sit käydä jossain ja tehdä jotain?- Miks?- No että olis jotain puhuttavaa.- Mut emmä tiedä, haluanko mä puhua kenenkään kanssa. Miks mä puhuisin?”