“Tro ikke mørket når lyset går ned i skumringens fang. Alltid er det på jorden et sted soloppgang.”

“Jarndyce mot Jarndyce maler videre. Dette fugleskremselet av en rettssak er med tiden blitt så innfløkt at det ikke er en levende sjel som vet hva den går ut på.”

“Kjærleiken er den andesom gjer at vi finst tilKjærleiken er den vandesom vil og ikkje vilKjærleiken er ei lykkeog han er sorga di, han går der bak eit stykkeog så går han forbiKjærleiken er som lyset,det kjem og det forsvinnKjærleiken er det gysetsom seier tap og vinn”

“Ja, det forstår jeg. En går helst bare ut når en må. Eller når en har lyst. Det er vel best å vente, og kjenne etter.”

“Jorden tilhører ikke mennesket.Det er menneskene, der tilhører Jorden. De duftende blomster er vore søstre, og hesten, den mægtige ørn, for ikke at tale om elgen, er vore brødre. Og hvordan kan man købe eller sælge noget som helst? For hvem ejer varmen i luften eller lyden af vinden i træerne? Og saften i grenene bærer erindringen om dem, der har levet før os. Og lyden af bækkens mumlen er er vores forfaders stemme. Og vi må lære vores børn, at jorden under deres fødder er forfædrenes akse, og at alt, hvad der overgår Jorden også overgår os, og hvis mennesket spytter på jorden, spytter det på sig selv.”

“Slik som det varmet. Et lyspunkt i alt det mørke. Det var bygda på sitt beste. Når ulykken rammer, stilles det opp. Det skulle heller ikke glemmes. Ragna og Bjarne hadde syv barn, hun skulle ha mer enn nok med sitt eget slit.”