“Historier har aldrig nogen slutning, Meggie” havde han engang sagt til hende, ”selvom bøgerne gerne vil bilde os det ind. Historierne går altid videre, de slutte lige så lidt på den sidste side, som de begynder på den første.”

“Der ville aldrig komme nogen og sige de ord til hende, stå fast ved dem og sikre, at det hun havde været igennem, aldrig ville ske igen. Hun var den eneste, der kunne tage hånd om det. Ingen andre ville nogensinde gøre det for hende.”

“Jarndyce mot Jarndyce maler videre. Dette fugleskremselet av en rettssak er med tiden blitt så innfløkt at det ikke er en levende sjel som vet hva den går ut på.”

“Det var en historie som knyttet meg til henne med både hjerte og sjel, og jeg kommer aldri til å glemme den. Den er faktisk så virkelig for meg at jeg kan se for meg alle deltakerne og rollene de spilte, som om de står på en scene.”

“så lad det være den største forbryder, han er dog et menneske som jeg; også han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde kampe han kjæmpede, før han gjorde det første skridt til sin ulykke; lidt efter lidt gled han dybere, - pludselig bliver ingen en forbryder: det ere lidenskaber, opdragelse og en forunderlig sammenkjædning af omstændigheder, som danner vores livs malerie, - vi maa afskye forbryderens handlinger, men kan menneskeligheden dadles om den beklager ham? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans stilling, med hans lidenskaber og begreber?”

“De fleste af os har drømme, men lægger dem til side som umulige. Men Gud lægger aldrig et ønske i vort hjerte eller giver os tegn til at gå ud på vandet, med mindre han ønsker, at vi skal gå ud i tro og i det mindste gøre forsøget.”