“Det er ikke noe å diskutere, Anastasia. Hvis du skal drikke – og kaste alkohol på eksene mine – må du også spise. Det er regel nummer én. Jeg trodde vi hadde den diskusjonen allerede etter vår første natt sammen.”

“- En gang må jo være den første, ikke sant?- Jeg trodde nesten jeg var for gammal til det.- Til hva?- Til at noe er første gang.”

“Er det sant at du gjorde rent i huset mitt?” spurte hun.Å pokker… Det eneste svaret han hadde på det, var alt for avslørende. “Er det?” “Ja. Jeg gjorde det” “Jeg kommer til å klemme deg nå” Z stivnet, men før han rakk å komme seg unna, la armene hennes seg rundt midjen hans og hodet la seg mot den nakne brystkassen.”

“I mitt fag finnes det to muligheter når du skal oppsøke folk. Du kan ringe på forhånd, si hvem du er, og etter all sannsynlighet bli avvist allerede da. Eller du kan oppsøke dem personlig, hjemme eller på jobb. Da er det straks litt vanskeligere for dem å si nei.”

“Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.”

“For en tragisk historie! Jeg fatter ikke hvorfor slike eventyr for barn alltid må ende med forferdelse. Jeg tror at hvis jeg noen gang skal fortelle barnebarna mine det eventyret, skal jeg forandre slutten og la dem leve lykkelig alle sine dager. Vi har lov til det, vel, Mabel? Å dikte vår egen slutt og snu sorg til glede?”

“Det var bare en bit som ennå ikke hadde funnet sitt puslespill. Nei, det var et puslespill som ikke hadde funnet sine biter. Det var bare skyen som ikke hadde funnet sin himmel. Jeg trodde jeg skulle bli et helere menneske ved å fylle ut tomrommene i meg. Det omvendte var tilfelle. Jo mer jeg fylte på, desto tommere ble jeg, alt jeg tok inn hulte meg ut, og alt jeg kastet opp tynget meg mer og mer. Enda en gang visste jeg: Det er for mye innhold i verden. Verden trekker deg ned. Det er ikke plass i et menneske, i et enkelt menneske, til alt dette. Jeg lengtet etter overflater. Jeg lengtet etter en eske som jeg kunne legge alt i. Men verden er som sagt påtrengende og ublu. Verden gir seg ikke med det første.”