“Beklager så meget , sa han. Jeg er ikke helt meg selv i kveld. Saken er nemlig den at jeg er død i dette øyeblikk.”

“Jeg var bare trist. Jeg var bare skuffa. Vondt i kroppen, verk i hele meg. For Yngve var ikke der til å se meg. Hva kunne være viktigere, tenkte jeg, i min maniske, forelska logikk, enn å være her? Hva, Yngve? Jeg er jo her? Så syk kan du vel ikke være? Faen, hvor er du Yngve, det er jo helg, skal jeg ikke få se deg før mandag nå, da? Jeg er jo bare her for deg. Jeg har jo forandra meg for deg.”

“Jeg kunne aldri ha gitt opp alt, for den andre, slik så mange kvinner har gjort i historien. For jeg er sint på disse kvinnene, for det de ikke lar lagt igjen av seg selv.”

“Akkurat nå tenker jeg på nordlys. Man vet ikke om det finnes eller bare synes. Alt er meget usikkert, og det er nettopp det som beroliger meg.”

“V blunket et par ganger, kjente seg beklemt over det han skulle til å si. “Du er en helgen, vet du det? Du har bestandig vert det for meg. Bestandig. Selv da jeg…” “Selv da du hva da?” “Du vet.” “Hva?” “Helvette. Selv da jeg var forelsket i deg. Eller hva faen.” Butch tok seg til hjertet. “Var? Var? Jeg kan ikke tro at det er slutt.” Han dekket over øynene med den ene armen á la Sarah Bernhardt. “Mine fremtids drømmer er knust!”

“Tør jeg spørre hva som er så morsomt? spurte Alicia forsonlig, raseriet hadde tydeligvis kjølnet. Har du sett deg selv i det siste - eller tror du det bare er meg som ser ut som om jeg er dratt baklengs gjennom en hekk?”

“Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.”