“Du skal bare huske at det ikke er en perfekt krig i en perfekt verden.”

“Det var det der holdt mig vågen om natten," sagde Walter. "Den her opsplitning af landet. For det er det samme problem overalt. Det er ligesådan med internettet eller kabel-tv - der er aldrig noget centrum, der er ingen fælles enighed, der er bare en billion forskellige distraherende støjkilder. Vi kan aldrig sætte os og føre en vedvarende samtale, det er bare billigt skrammel og en lorteudvikling, det hele. Alt det ægte, alt det autentiske, alt det ærlige dør ud. Intellektuelt og kulturelt bliver vi kastet omkring som tilfældige billiardkugler og reagerer på den seneste tilfældige stimulans.”

“jeg savner en jeg holder af men jeg kan ikke huske hvem det er. kun udenfor mig er verden og jeg er udenfor verden med et sort hul indeni der suger alt og holder sammen på mig”

“D'où venait l'apitoiement sur soi ? Cette quantité extraordinaire d'apitoiement sur soi ? Selon presque tous les critères possibles, elle menait une vie très heureuse. Elle avait toutes ses journées pour penser à une façon décente et satisfaisante de vivre, et pourtant tout ce qu'elle semblait récolter avec tous ses choix et toute sa liberté, c'était de plus en plus de malheur. Du coup, l'autobiographie en arrive presque à la conclusion qu'elle se lamentait d'avoir autant de liberté. (p. 262)”

“Terwijl hij wachtte tot het trillen minder werd - terwijl hij machteloos keek naar de rukkerige, maaiende bewegingen, alsof hij in een kinderkamer vol krijsende, zich misdragende peuters zat en zijn stem kwijt was en ze niet tot bedaren kon brengen - vermaakte Alfred zich ermee zich voor te stellen dat hij zijn hand afhakte met een bijl: dat hij het ongehoorzame lichaamsdeel duidelijk maakte hoe vreselijk boos hij erop was, hoe weinig hij ervan hield als het hem niet wilde gehoorzamen. Het leidde tot een soort extase als hij zich voorstelde hoe het blad van de bijl de eerste keer in het bot en de spieren van zijn ergerlijke pols hakte; maar tegelijk met de extase, ermee samengaand, was er een neiging om te wenen om die hand die van hem was, waar hij van hield en die hij het beste toewenste, die hij zijn hele leven al kende.61”

“El amor consiste en una empatía ilimitada, surgida de lo que el corazón nos revela, que el otro es tan real como nosotros. Y por eso el amor, según lo entiendo, siempre es concreto. Intentar amar a toda la humanidad puede ser una empresa loable, pero curiosamente se centra en uno mismo, en el bienestar moral y espiritual de uno mismo. Mientras que para amar a una persona concreta, e identificarse con sus esfuerzos y alegrías como si fueran propios, uno tiene que renunciar a una parte de sí.”

“Det var bare en bit som ennå ikke hadde funnet sitt puslespill. Nei, det var et puslespill som ikke hadde funnet sine biter. Det var bare skyen som ikke hadde funnet sin himmel. Jeg trodde jeg skulle bli et helere menneske ved å fylle ut tomrommene i meg. Det omvendte var tilfelle. Jo mer jeg fylte på, desto tommere ble jeg, alt jeg tok inn hulte meg ut, og alt jeg kastet opp tynget meg mer og mer. Enda en gang visste jeg: Det er for mye innhold i verden. Verden trekker deg ned. Det er ikke plass i et menneske, i et enkelt menneske, til alt dette. Jeg lengtet etter overflater. Jeg lengtet etter en eske som jeg kunne legge alt i. Men verden er som sagt påtrengende og ublu. Verden gir seg ikke med det første.”