“Vi ved, at fjeld kan sprænges og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.”

“Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.”

“Det er forbløffende hvor stemningsfull kunstig belysning kan være når det har begynt å mørkne, hvordan den kan påvirke oss følelsmessig, selv nå, ved begynnelsen av det enogtyvende århundre, i byer så store og godt opplyst som denne.”

“Vi taler forbi hinanden, nogle gange med vilje, andre gange af vane, undertiden som en raffineret hævn, men oftest fordi misforståelserne er det eneste der findes. Vi forestiller os at vi kan indgå i relationer, og vi drømmer om at mennesker ikke er udskiftelige.”

“Der er mange i den kriminelle verden, der gerne vil være en succes, men godt ved, at de ikke kan blive det i den almindelige verden. Så bliver de superstjerne i ghettoen i stedet for.”

“Ta bare en slik ting som at syv av ti bolsjeviker ikke kan lese, hadde Fabbe fnyst. Vi kan vel ikke overgi makten til en masse analfabeter. I brevene hjem til familien i Yxhult hadde Allans far likevel forsvart bolsjevikene på dette punktet, for familien skulle bare vite hvordan det russiske alfabetet så ut. Det var ikke noe rart om folk ble analfabeter.”