“Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.”

“det svier, der hvor du lagde din hånd. som om du har sat dit aftryk i mit kød. og det er jo det du har. som ingen anden har du sat dit aftryk i mit kød. jeg er fuld af ar. jeg er dig ikke utaknemmelig. det hører til mit livs store oplevelser. det er uforklarligt. det er kemi. og jeg husker det hele som viljeløse handlinger, der dog var så fulde af vilje . til dit kød. dengang. lagenernes hvide stof i min knyttede hånd.”

“jeg savner en jeg holder af men jeg kan ikke huske hvem det er. kun udenfor mig er verden og jeg er udenfor verden med et sort hul indeni der suger alt og holder sammen på mig”

“Vi er fortsættelsen af Jesu kaldelse i det 20. århundrede, og, hvad der er lige så vigtigt, vi er opfyldelsen af den drøm, han har lagt i vore hjerter.”

“Ingen ting kan være så rolig og så uendelig som et langt vitermørke, det fortsetter og fortsetter, det er som å leve i en tunnel der mørket stundom fordyper seg til natt og stundom blir dagskumring, man er avskjermet fra alt, beskyttet og mer ensom enn ellers.”

“Det var det der holdt mig vågen om natten," sagde Walter. "Den her opsplitning af landet. For det er det samme problem overalt. Det er ligesådan med internettet eller kabel-tv - der er aldrig noget centrum, der er ingen fælles enighed, der er bare en billion forskellige distraherende støjkilder. Vi kan aldrig sætte os og føre en vedvarende samtale, det er bare billigt skrammel og en lorteudvikling, det hele. Alt det ægte, alt det autentiske, alt det ærlige dør ud. Intellektuelt og kulturelt bliver vi kastet omkring som tilfældige billiardkugler og reagerer på den seneste tilfældige stimulans.”