“Alting gentog sig. Selvom rublen var skiftet ud med kronen, og militærflyene oven over hendes hoved var blevet færre, og officerernes koner mindre højrøstede, og selvom den estiske nationalsang dagligt lød fra højttalerne i Lange-Hermann-tårnet, ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden den trådte én over halsen på, ville altid være den samme.”

“Jeg betalte støvlen med penge, men gav tjeneren to cigaretter for at komme en snaps i, eller rettere han bøjede sig ned og sagde, han havde kommet en snaps i, og jeg bød ham en cigaret og bad ham tage en til, det er ret kompliceret at forklare, men for at springe i det så havde jeg været ombord i hans datter — eller hvad man nu skal benævne det; det der foregik, var coitus condomatus eller coitus interruptus, alt efter hvem man var sammen med, men de fleste af os ville ikke ane, det var dét, de havde været blandet ind i, hvis man spurgte, og først senere har jeg slået op og undersøgt, hvad det vil sige, at når tyskerne så selvfølgeligt tiggede cigaretter, var det på grund af den tabendes instinktive følelse af collectandi jus; det hørte jeg en dag en tysk katolsk præst sidde og sige langsomt til en dame på en bænk.”

“Det var det der holdt mig vågen om natten," sagde Walter. "Den her opsplitning af landet. For det er det samme problem overalt. Det er ligesådan med internettet eller kabel-tv - der er aldrig noget centrum, der er ingen fælles enighed, der er bare en billion forskellige distraherende støjkilder. Vi kan aldrig sætte os og føre en vedvarende samtale, det er bare billigt skrammel og en lorteudvikling, det hele. Alt det ægte, alt det autentiske, alt det ærlige dør ud. Intellektuelt og kulturelt bliver vi kastet omkring som tilfældige billiardkugler og reagerer på den seneste tilfældige stimulans.”

“Der ville aldrig komme nogen og sige de ord til hende, stå fast ved dem og sikre, at det hun havde været igennem, aldrig ville ske igen. Hun var den eneste, der kunne tage hånd om det. Ingen andre ville nogensinde gøre det for hende.”

“Slik var kjærligheten.Den kunde ruinere sin mand, gjenreise ham og brændemeærke ham igjen; den kunde elske mig idag, dig imorgen og ham imorgen nat, så ubestandig var den. Men den kunde også holde fast som et ubrytelig segl og blusse like uutslukelig til dødens stund, for så evig var den.”

“Det var en historie som knyttet meg til henne med både hjerte og sjel, og jeg kommer aldri til å glemme den. Den er faktisk så virkelig for meg at jeg kan se for meg alle deltakerne og rollene de spilte, som om de står på en scene.”