“Det må være en god del ting et varmt bad ikke kurerer, men jeg vet ikke om mange av dem. Hver gang jeg føler meg trist fordi jeg skal dø, eller så nervøs at jeg ikke får sove, eller forelsket i noen jeg ikke kommer til å se på en uke, gir jeg etter til et visst punkt, og så sier jeg; Jeg går og tar et varmt bad.”

“Det var bare en bit som ennå ikke hadde funnet sitt puslespill. Nei, det var et puslespill som ikke hadde funnet sine biter. Det var bare skyen som ikke hadde funnet sin himmel. Jeg trodde jeg skulle bli et helere menneske ved å fylle ut tomrommene i meg. Det omvendte var tilfelle. Jo mer jeg fylte på, desto tommere ble jeg, alt jeg tok inn hulte meg ut, og alt jeg kastet opp tynget meg mer og mer. Enda en gang visste jeg: Det er for mye innhold i verden. Verden trekker deg ned. Det er ikke plass i et menneske, i et enkelt menneske, til alt dette. Jeg lengtet etter overflater. Jeg lengtet etter en eske som jeg kunne legge alt i. Men verden er som sagt påtrengende og ublu. Verden gir seg ikke med det første.”

“Både Huyn-Soo og treneren er skuffet over at han ikke vant den også, han hadde drømt om fire gull, men en canadier gikk fra ham og de forstår ikke hvordan det var mulig, jeg skjønner jo ikke hva de sier, men ser pa dem at det provoserer og irriterer dem at canadieren vant, Huyn-Soo sa wokking Canada til meg og jeg nikket fordi jeg trodde han snakket om å hente mat fra et sted som het Wok King Canada og det passet meg fint for jeg var sulten, men han snakket ikke om mat, skjønte jeg etter hvert, han forsøkte bare å si fucking Canada.”

“Den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.' (Joh. 14:12).I årevis plagede dette mig, ikke fordi jeg ikke troede på det, men fordi jeg ikke så det i praksis. Hvordan kunne jeg gøre 'større gerninger' end Jesus? Men i dag forstår jeg, at Jesus ikke hentydede til gerninger, som var større i art, men i omfang.”

“For en tragisk historie! Jeg fatter ikke hvorfor slike eventyr for barn alltid må ende med forferdelse. Jeg tror at hvis jeg noen gang skal fortelle barnebarna mine det eventyret, skal jeg forandre slutten og la dem leve lykkelig alle sine dager. Vi har lov til det, vel, Mabel? Å dikte vår egen slutt og snu sorg til glede?”

“Jeg var bare trist. Jeg var bare skuffa. Vondt i kroppen, verk i hele meg. For Yngve var ikke der til å se meg. Hva kunne være viktigere, tenkte jeg, i min maniske, forelska logikk, enn å være her? Hva, Yngve? Jeg er jo her? Så syk kan du vel ikke være? Faen, hvor er du Yngve, det er jo helg, skal jeg ikke få se deg før mandag nå, da? Jeg er jo bare her for deg. Jeg har jo forandra meg for deg.”