“Ingen ting kan være så rolig og så uendelig som et langt vitermørke, det fortsetter og fortsetter, det er som å leve i en tunnel der mørket stundom fordyper seg til natt og stundom blir dagskumring, man er avskjermet fra alt, beskyttet og mer ensom enn ellers.”

“Du skjønner, det er så mye som ikke for plass om sommeren og høsten og våren", sa hun. "Alle som er litt sjenerte og litt rare. Forskjellige slags nattdyr og folk som ikke passer inn noen steder, og som ingen tror på. De holder seg unna hele året. Og så, når det er helt stille og hvitt og nettene blir lange og alle har gått i hi - da kommer de fram.”

“Måske er det svært for en dansker at sætte sig ind i, hvordan det er at få afslag alene på sin afstamning. Hvordan det er kun at blive lukket delvist ind i et samfund, hvor man gerne vil være være. Et samfund, hvor man er, men ikke er alligevel. Altså jeg er til stede i det her samfund, men der er ingen, der ser mig og mine problemer, der er ingen, der vil hjælpe mig. Hvad skal jeg så gøre for, at folk lytter til mig og ser, at jeg er her? Det kan jeg gøre ved at skabe ravage og kaos. Hvis vi skaber kaos nok, så ser resten af Danmark os. Så hører i os og mærker os. Så kan det godt være, vi får dårlig omtale, men i ved, at vi er her, og så længe vi har det dårligt, så har i det også dårligt. For hvis i ser, der er skyderier, at der er vold i gaden, så er det ikke kun vores virkelighed. Det er også jeres virkelighed.”

“Fire auge med glimt og strålar under vippene. Heile spegelglaset fullt. Spørsmål som skyt fram og gøymer seg att. Eg veit ikkje: Glimt og strålar, glimt frå deg til meg, frå meg til deg, og frå meg til deg åleine - inn i glaset og tilbake, og aldri noko svar på kva dette er, aldri noko løysning. Dei raude putande leppene dine, nei det er mine, så likt! Håret på same måten, og glimt og strålar. Det er oss! Vi kan ikkje gjera noko med det, det er som frå ei anna verd. Biletet byrjar å svive, flyt ut til kantane, samlar seg, nei samlar seg ikkje. Det er ein munn som smiler. Ein munn frå ei anna verd. Nei det er ingen munn, det er ikkje noko smil, det er noko ingen veit - det er berre oppspana augevipper over glimt og strålar.”

“Det var en historie som knyttet meg til henne med både hjerte og sjel, og jeg kommer aldri til å glemme den. Den er faktisk så virkelig for meg at jeg kan se for meg alle deltakerne og rollene de spilte, som om de står på en scene.”

“... men du ga fra deg dagene dine, én etter én ble de brukt opp, og til slutt var det ingen igjen, bare et tomt høl som sjelen din ble sugd inn i, et eneste stort og svart ingenting. Og så var det ikke mer.”