“Der ville aldrig komme nogen og sige de ord til hende, stå fast ved dem og sikre, at det hun havde været igennem, aldrig ville ske igen. Hun var den eneste, der kunne tage hånd om det. Ingen andre ville nogensinde gøre det for hende.”

“Selvom det var Zaras ansigt, der kunne ses på Pashas video, fortalte den ikke noget om Zara, men om Natasha, den måtte aldrig nogensinde blive en fortælling om Zara. Zaras egen historie var et helt andet sted, Natashas var på båndet.”

“Alting gentog sig. Selvom rublen var skiftet ud med kronen, og militærflyene oven over hendes hoved var blevet færre, og officerernes koner mindre højrøstede, og selvom den estiske nationalsang dagligt lød fra højttalerne i Lange-Hermann-tårnet, ville der altid dukke en ny kernelæderstøvle op, altid en ny støvle, en, der var magen til, eller også så den anderledes ud, men måden den trådte én over halsen på, ville altid være den samme.”

“jeg ville gøre alt for, at alle skulle vide, hvem Sleiman var. Jeg stoppede aldrig for rødt lys. Jeg ville køre alt ned på min vej for at nå mit mål, og mit mål var at blive sat i tronstolen, så folk kunne sige:'Se. Der sidder Gadens Prins.'Det blev jeg også, men da jeg var blevet det, var der mange, der hadede mig, og kun meget få, der elskede mig, fordi jeg havde gjort så meget ondt for at nå dertil.”

“Jeg betalte støvlen med penge, men gav tjeneren to cigaretter for at komme en snaps i, eller rettere han bøjede sig ned og sagde, han havde kommet en snaps i, og jeg bød ham en cigaret og bad ham tage en til, det er ret kompliceret at forklare, men for at springe i det så havde jeg været ombord i hans datter — eller hvad man nu skal benævne det; det der foregik, var coitus condomatus eller coitus interruptus, alt efter hvem man var sammen med, men de fleste af os ville ikke ane, det var dét, de havde været blandet ind i, hvis man spurgte, og først senere har jeg slået op og undersøgt, hvad det vil sige, at når tyskerne så selvfølgeligt tiggede cigaretter, var det på grund af den tabendes instinktive følelse af collectandi jus; det hørte jeg en dag en tysk katolsk præst sidde og sige langsomt til en dame på en bænk.”

“Det var det der holdt mig vågen om natten," sagde Walter. "Den her opsplitning af landet. For det er det samme problem overalt. Det er ligesådan med internettet eller kabel-tv - der er aldrig noget centrum, der er ingen fælles enighed, der er bare en billion forskellige distraherende støjkilder. Vi kan aldrig sætte os og føre en vedvarende samtale, det er bare billigt skrammel og en lorteudvikling, det hele. Alt det ægte, alt det autentiske, alt det ærlige dør ud. Intellektuelt og kulturelt bliver vi kastet omkring som tilfældige billiardkugler og reagerer på den seneste tilfældige stimulans.”

“En gang forvandlet hun et gresskar til en kongelig karet, sa Dadda. (...) Det hjelper ingen å møte på ball og lukte som en pai. Og den affæren med glasskoen. Farlig etter min mening. Men det største hun noen gang gjorde, sa Dadda og ignorerte avbrytelsen, var å få et helt slott til å sove i hundre år til... Hun nølte. Kan ikke huske det. Dreide det seg om rosebusker, eller var det spinnerokker med i det der? Jeg tror det var en prinsesse som måtte fingre på... nei, det var en prins. Sånn var det. Fingre på en prins? sa Magrotte ille til mote. Nei... han måtte kysse henne.”