“Selvom det var Zaras ansigt, der kunne ses på Pashas video, fortalte den ikke noget om Zara, men om Natasha, den måtte aldrig nogensinde blive en fortælling om Zara. Zaras egen historie var et helt andet sted, Natashas var på båndet.”

“En gang forvandlet hun et gresskar til en kongelig karet, sa Dadda. (...) Det hjelper ingen å møte på ball og lukte som en pai. Og den affæren med glasskoen. Farlig etter min mening. Men det største hun noen gang gjorde, sa Dadda og ignorerte avbrytelsen, var å få et helt slott til å sove i hundre år til... Hun nølte. Kan ikke huske det. Dreide det seg om rosebusker, eller var det spinnerokker med i det der? Jeg tror det var en prinsesse som måtte fingre på... nei, det var en prins. Sånn var det. Fingre på en prins? sa Magrotte ille til mote. Nei... han måtte kysse henne.”

“Det beste man kunne si om Magrotte var at hun var noenlunde alminnelig og velstelt og like flatbrystet som et strykebrett med et par erter på, selv om hodet hennes var altfor fullstappet med griller.”

“Der ville aldrig komme nogen og sige de ord til hende, stå fast ved dem og sikre, at det hun havde været igennem, aldrig ville ske igen. Hun var den eneste, der kunne tage hånd om det. Ingen andre ville nogensinde gøre det for hende.”

“Et eller annet sted på Skiven, sa fornuften ham, måtte det være noen som var mer ulykkelig enn ham. Han lurte på hvem det var.”

“Da fortalte onkel Ingvar om mor som døde fra oss, hvor håpløst det var å få tak i et menneske som ville ta på seg det ansvaret det var å fylle en husmors plass på en gård. Men denne lille piken, hun turde det? Ja, ho Anne Karin e makaløs dyktig.”